5 måneder siden

Meld dig ledig

Er du netop blevet færdig med din uddannelse, og er det derfor tid til at melde dig ledig, indtil du har fundet et job? Eller er du netop blevet opsagt/selv sagt op fra dit arbejde, og ønsker du nu at kunne gøre brug af din ret til dagpenge? Så er det utroligt vigtigt, at du melder dig ledig. Hvis du ikke husker det, så vil du nemlig risikere ikke at kunne modtage dagpenge via din a-kasse.

Vi vil i det følgende gennemgå, hvordan du helt konkret melder dig ledig. Derudover kommer vi ind på vigtigheden af, at du har en a-kasse, til når uheldet skulle være ude, og du pludselig står uden en fast indkomst.

Jobcenter

Meld dig ledig – sådan gør du

Det er aldrig sjovt at stå ledig, og derfor er det også vigtigt for os at understrege, at den nedenstående proces ikke tager lang tid at gennemgå. Det skal dog, som tidligere nævnt, gøres, hvis du ønsker at modtage dagpenge.

  • Du skal først og fremmest sørge for, at du har oprettet dig hos Jobnet.dk. Dette sker ved hjælp af NemID. Herinde skal du melde dig selv ledig.
  • Det er vigtigt, at du husker, at du også skal angive som minimum ét jobønske, når du er blevet meldt ledig.

Herefter er processen igangsat, og du er nu meldt ledig. Der er dog nogle ting, som du skal huske, så du opretholder dit krav på dagpenge.

  • Hver 7. dag (som minimum) skal du tjekke dine jobforslag inde på din profil.
  • Du skal sørge for at have udarbejdet et CV, som kan tilknyttes din profil på Jobnet.dk. Dette CV skal være offentliggjort senest to uger efter din første dag som ledig. Du kan derfor med fordel gå i gang med at udarbejde dit CV med det samme.

Det skal dog understreges, at ovenstående proces er noget, som din a-kasse vil kunne hjælpe dig med. Er du derfor i tvivl om nogle ting, så kan du med fordel bede din a-kasse om hjælp. De har hjulpet mange i samme situation, som den du sidder i nu, og du skal derfor ikke tøve med at kontakte din arbejdsløshedskasse.

Hvad skal en arbejdsløshedskasse bruges til?

Mange danskere ved faktisk ikke, hvad en a-kasse gør godt for. Det er dog ærgerligt, da det kan vise sig at være en yderst vigtig investering, hvis man pludselig står uden noget arbejde. Med en a kasse muliggør du nemlig, at du kan få dagpenge, hvis du engang bliver ledig. Det er dog vigtigt at understrege, at du som minimum skal have optjent 12 måneders anciennitet. Er du derfor endnu ikke medlem af en a-kasse, så kan du med fordel overveje det, så du allerede nu kan optjene anciennitet.

En a-kasse vil endvidere forsøge at hjælpe dig tilbage på arbejdsmarkedet hurtigst muligt. Dette sker blandt andet via målrettet hjælp til jobsøgning, udarbejdelse af CV, juridisk hjælp og spændende kurser. Hvilke tilbud der tilbydes, afhænger meget af de enkelte a-kasser.